Møllegårdens Planteskole ApS job

Meget vand er løbet under broen siden ejeren, Lars Strarup, i sine unge dage gik og samlede små nye askeskud i skovene omkring Gislev på Fyn. Tilbage i 1977 nød den dengang 16-årige Lars at gå og plante de små skud fra skoven i hans hjørne af faderens mark - et hjørne, som han stolt havde fået tildelt til sit lille foretagende. Her gik Lars troligt og passede og plejede planterne til de voksede sig store og sunde, og så kom de tilbage i skoven igen. Passionen for naturen og planter drev hans lille hobby. I dag er passionen den samme, men skalaen en anden. 70 hektar marker (svarende til 94 fodboldbaner) omringer Møllegårdens Planteskole. På disse marker får færdighæk liv i dag. Vores store produktion af færdighæk stiller specielle krav til maskinparken. Derfor har vi vores eget eget værksted, hvor maskinerne let har mulighed for at blive serviceret af vores mekanikere. Vi er meget stolte af vores specialbyggede maskiner, da disse langt hen ad vejen er udviklet af os selv, så de passer som hånd i handske til vores unikke produktion. Maskinerne er designet på en måde, så de behandler planterne på mest skånsom vis.