Vikarstilling: Landskabsarkitekt (barselsvikariat)

Indrykket: 13.7.2020

Vejle Kommune, Vikar - Vejle

Hvis du har stor interesse for grønne områder, kan sikre en holdbar drift, og du samtidig evner at bidrage til udviklingsopgaver, så skal du læse videre. Vi søger nemlig en landskabsarkitekt eller lignende til et barselsvikariat, der kan sikre et højt æstetisk niveau hele vejen fra udviklingen af et nyt projekt til driften af det.

Du skal være med til at styrke Vejle Kommunes grønne profil og levere viden og sparring om drift af grønne byrum og beplantninger i Teknik & Miljø samtidig med, at der skabes højere kvalitet i lokalplaner, parker, landskabsprojekter og byudviklingsprojekter. Dine kompetencer inden for udvikling skal være med til at bidrage til spændende og smukke grønne rum i byer og landskaber i Vejle Kommune.

Du kan levere en god service både over for borgere og kolleger og være i stand til at kommunikere i øjenhøjde med alle. Derudover bidrager du til et uformelt og engageret arbejdsmiljø, hvor vi insisterer på at spille hinanden gode og at udnytte relevante digitale muligheder til at arbejde lidt smartere til gavn for borgerne.

Om jobbet
Stillingen er placeret i Vej & Park. Du bliver en del af et parkdriftsteam på i alt tre medarbejdere. Afdelingen ligger i området Natur, Vej & Genbrug i Teknik & Miljø i Vejle Kommune. Dine opgaver bliver primært med grønne drifts- og udviklingsopgaver i parker og byområder.

Dine primære opgaver bliver at:

  • udarbejde driftsplaner for parker, grønne anlæg, træer og rabatter med tanke for både æstetik, biodiversitet og driftsbudget
  • sikre, at den grønne drift i centerbyer, bolig- og industriområder og på land lever op til det forventede plejeniveau
  • samarbejde med andre afdelinger om nye tiltag som f.eks. at plante træer og omlægge grønne anlæg og parker
  • arbejde for at bevare by-træer og gamle træer så længe som muligt
  • give faglig sparring omkring bæredygtig byudvikling, klimaprojekter, lokalplaner og investorprojekter
  • samarbejde med lokalråd, grundejerforeninger, sogneråd, Slots- og Kulturstyrelsen, Nationalmuseet, Politiet og mange andre

Vi arbejder konsekvent ud fra klart definerede drifts- og kvalitetsbeskrivelser, gennemarbejdede udbud og med opfølgning og styring af driftskontrakter - både in-house og eksternt. Det indebærer også mål om sikker budgettering og økonomistyring og stor kontakt til borgere, leverandører og erhvervsliv.

I Teknik & Miljø har vi stor fokus på udvikling af digitale løsninger og involvering af borgere, lokalråd og erhvervsliv. Vi arbejder hele tiden på at gentænke serviceoplevelsen, at skabe værdi for vores kunder, og at gøre tingene lidt smartere. Derfor bruger vi bl.a. helt naturligt digitale værktøjer som GIS, DriftWeb og Navision og prøver gerne nye samarbejdsformer af.

Vi forventer, at du:

  • har lyst til at arbejde med udvikling og ser nye muligheder – med fokus på det grønne og den gode serviceoplevelse
  • har en relevant teknisk uddannelse som f.eks. landskabsarkitekt, have- og parkingeniør evt. med parkdiplomuddannelsen
  • er dygtig til at kommunikere og kan formidle projekterne både mundtligt og gennem tekst og tegning
  • arbejder engageret med gåpåmod og kreativitet
  • medbringer godt humør og lyst til samarbejde

Vi tilbyder dig
Du vil blive en del af et uformelt og engageret arbejdsmiljø, hvor vi spiller hinanden gode og arbejder helhedsorienteret. Du vil få ansvar, men også stor frihed til at løse og udvikle opgaverne sammen med dine kollegaer. Der er mange muligheder for at deltage i udviklingsgrupper på tværs af Teknik & Miljø og ude af huset. Det kan f.eks. være med grønne udviklingsprojekter, klima og bæredygtighed. Vi ser frem til at hjælpe dig med at videreudvikle dine kompetencer.

Ansættelsesvilkår
Løn og ansættelse efter gældende overenskomst og reglerne om ny løn.

Om os
Vej & Park er en afdeling med fart på. Vi administrerer og planlægger drift og vedligehold af ca. 2.000 km kommunale veje, 9 større parker og en række grønne områder. Omsætningen er årligt ca. 140 mio. kr. Afdelingen har 15 engagerede medarbejdere.

Vi lægger stor vægt på, at arbejdet sker i positiv og konstruktiv dialog med borgere, erhvervsliv og øvrige samarbejdspartnere. Vi sætter en ære i at sikre perfekte fysiske rammer for store og små oplevelser på veje og i parker. Og vi er altid på udkig efter nye muligheder.

Flere oplysninger
Flere oplysninger kan fås ved afdelingsleder Lars Bolander, tlf. 7681 2309 eller teamkoordinator for parkdrift Anne Dorte Tiedt tlf. 7681 2345.

Du kan læse mere om os på www.vejle.dk

Ansøgningsfrist
Vi skal have din ansøgning senest mandag den 17. august 2020.

Vi afholder 1. samtaler onsdag den 19. august og 2. samtaler mandag den 24. august.

Tiltrædelse snarest muligt.

Profilanalyse
Vi benytter personprofilanalyse og eventuelt cases i forbindelse med 2. samtale, ligesom der indhentes referencer inden eventuel ansættelse.
Kontaktoplysninger Klik for yderligere info: Se annoncen hos Vejle Kommune...
Ansøgningsfrist Mandag den 17. august 2020
Vejle er en større dansk by i Sydjylland i det inderste af Vejle Fjord, hvor Vejle Ådal og Grejsdalen møder hinanden. Med sine 57.051 indbyggere er byen Danmarks 9. største by. Vejle ligger i Vejle Kommune, som blev etableret ved kommunalreformen i 2007