Entrepriseleder med fokus på digitalisering

Indrykket: 14.11.2020

Storkøbenhavn

Brænder du for at understøtte digitaliseringen på byggepladsen? Har du lyst til at arbejde med noget af den nyeste teknologi til at udarbejde tegningsmateriale og data til brug i apteringsarbejder? Trives du med en bred kontaktflade, hvor du bringer din evne til at samarbejde med mennesker med forskellig faglig baggrund i spil?

Du bliver en del af at bygge Danske Banks nye domicil

I tæt samarbejde med teamet af vores forskellige underentreprenører til apteringsarbejdet og projektledelsen kommer du til at lave digitale leverancer med noget af den nyeste teknologi til at opmåle rum med. Det skal du på Danske Banks nye domicil på 73.000 kvadratmeter. Du bliver en del af vores store projektorganisation på cirka 125 funktionærer, som arbejder i One Company (læs mere om one company her), men i dagligdagen vil du have mest at gøre med vores VDC-koordinatorer og underentreprenørerne, som du leverer data til.

Selvstændigt ansvarsområde med fokus på brug af moderne teknologi

I rollen som entrepriseleder skal du være med til at sikre, at gennemførelsen af apteringsarbejdet sker så optimalt som muligt i forhold til kundens forventninger og anvendelsen af ressourcer. Du vil have fokus på at levere afsætningspunkter til tømrerne og andre apteringsfag i rette tid, så der hele tiden sikres et godt flow i arbejdet på byggepladsen. Det betyder, at du har et tæt samarbejde med de andre entrepriseledere og koordinering med tømrerne, så du sikrer, at de har de tegninger og data, de har brug for, ligesom du skal koordinere med projektledelsen af apteringsteamet og levere data til VDC-koordinatoren. Ved brug af en totalstation afsætter du vægge. Det er et arbejde, der kræver grundighed og sans for detaljen, da dit input danner grundlag for opsætning af væggene hos vores underentreprenør.

Du kommer til at arbejde med teknologi, som aldrig har været anvendt på et byggeri af denne størrelse i Nordeuropa tidligere. Du bliver oplært i det af dine kolleger og en ekstern specialist, vi har på projektet. Du vil også i høj grad selv skulle prøve metoder af og undersøge, hvordan de anvendes mest effektivt, samt dokumentere og dele denne viden.

Karrieremuligheder på sigt

Afhængig af dine kompetencer og ambitioner er der flere karriere- og udviklingsmuligheder i Aarsleff-koncernen. Du får både mulighed for at tilegne dig dybdegående viden om et af aspekterne ved VDC-arbejdet (Virtual Design & Construction), ligesom du berører entreprisestyring i jobbet. Det giver dig et godt grundlag for at vælge retning efterfølgende. Vi er også åbne over for, at vi former nogle af dine ansvarsområder undervejs i rollen.

Er du vores nye kollega?
Vi forestiller os, at du er bygningskonstruktør, ingeniør eller har en lignende teknisk uddannelse. Du kan både være nyuddannet og have et par års erfaring fra byggepladsen. Du skal være en stabil bruger af Revit og generelt have lyst til at være med til at understøtte digitaliseringen på byggepladsen. Herudover forestiller vi os, at du:

  • trives med en bred kontaktflade og har fokus på relationer, samarbejde og gennemtænkt kommunikation i din opgaveløsning, da samarbejdet med underentreprenører, leverandører og projektledelsen er et af de vigtigste elementer for at skabe succesfulde projekter
  • trives i en ansvarsfuld rolle, hvor du har høj grad af metodefrihed og muligheden for at præge din egen rolle afhængig af dine interesser
  • forstår at skabe dig et godt overblik over aktiviteterne kombineret med, at du er opfølgende i din adfærd med henblik på at være på forkant med aktiviteterne og potentielle udfordringer
  • er omhyggelig i dit arbejde, og det falder dig naturligt at arbejde med detaljerne, når du løser en opgave
  • har en struktureret og systematisk tilgang til opgaveløsningen, fordi du forstår vigtigheden af en velgennemtænkt planlægning og dét at kunne overholde deadlines.

Som virksomhed vil vi være bedst i branchen på arbejdsmiljøområdet, hvorfor det også er vigtigt, at du har øje for dette.

Lyder det som noget for dig?

Du er velkommen til at kontakte VDC Team Manager Nikolaj Thomsen på telefon 2910 5318 for yderligere oplysninger.

Vi skal senest have din ansøgning søndag den 6. december 2020.

Ansøgningsfrist Søndag den 06. december 2020