Operatør: Unik chance for at blive en del af en vaccineproduktion i udvikling

Indrykket: 25.3.2020

Kvistgård

Brænder du for at arbejde med en unik produktionsproces og blive en del af et dedikeret produktionsteam der fremstiller vacciner? Kunne du tænke dig et arbejde med faglige udfordringer? Er du ansvarsbevidst og fleksibel i dit arbejde? Så er du måske den operatør vi leder efter!

Bliv en del af en virksomhed i udvikling
I Bavarian Nordic arbejder vi på at udvikle innovative og sikre vacciner til behandling og forebyggelse af kræft og infektionssygdomme. Derigennem søger vi at forbedre sundheden og livskvaliteten for børn og voksne i hele verden. Vi håber, at du har lyst til at dele denne mission med os.

Med vores nylige opkøb af to etablerede kommercielle vacciner og FDA-godkendelsen af vores koppevaccine har Bavarian Nordic begyndt på en transformativ og spændende rejse mod at blive anerkendt som en af de førende vaccineproducenter inden for infektionssygdomme.

Som et led i denne udvikling udvider vi vores produktionskapacitet og på denne baggrund søger vi operatører til vores produktionsteam.

Bliv en del af en unik produktionsproces
Du bliver en del af vores Produktionsafdeling som er ansvarlig for produktion af bulk vaccine og som på nuværende tidspunkt består af 3 teams og 2 teamledere. Afdelingen forventes at forøges markant i medarbejderantallet over de næste par år.

Du vil blive tilknyttet celle-teamet som er ansvarlig for alle produktionsprocesser der er relateret til celledyrkning, celle høst, oprensning af celler, virusinfektion og oprensning.

Du vil indgå i et team med høj grad af selvstyring med forventning om, at du deltager aktivt i teamets daglige opgaver, og at du aktivt bidrager med at forbedre vores arbejdsgange.

Bred variation i arbejdsopgaver
Som operatør i vaccineproduktionen vil du få et meget varieret job med mange forskellige arbejdsopgave, hvilket kræver en høj grad af forandringsparathed og engagement. Dine opgaver vil blandt andet bestå af:

  • Arbejde i renrumsmiljø (herunder også aseptisk miljø og LAF bænke)
  • Betjening, rengøring samt mindre vedligeholdelsesopgaver af produktionsudstyr
  • Udtagning og håndtering af procesprøver
  • Modtagelse af råvarer
  • Arbejde efter GMP-dokumenter såsom SOP ’er, logbøger og batchjournaler
  • Andre opgaver relateret til GMP-dokumentation

Vores produktion er i drift alle ugens 7 dage og derfor vil du som operatør arbejde på skiftehold, hvilket betyder at arbejdet kan ligge i weekender og på helligdage (dog primært inden kl 20 og ikke om natten). Derfor er det vigtigt at du er fleksibel i forhold til arbejdstid. Dine primære arbejdsopgaver vil udføres i klassificerede områder, hvilket vil stille krav til dig i forbindelse med hygiejne, beklædning og adfærd.

Erfaring med GMP styret produktion
Vi forestiller os, at du har erfaring med GMP styret produktion. Derudover forventer vi, at du har følgende baggrund:

  • Du har erfaring med arbejde i renrum og farmaceutisk fremstilling
  • Du har teknisk flair
  • Det er en fordel, hvis du har kendskab til arbejdstekniker som f.eks. celledyrkning, oprensning, og centrifugering
  • Dansk i skrift og tale er en forudsætning, det er en fordel hvis du har engelsk på folkeskoleniveau

Som person er du kvalitetsbevidst, omhyggelig og ansvarsfuld og kan arbejde selvstændigt, når det er påkrævet. Samtidig har du gode samarbejdsevner og engagerer dig i teamet og de fælles opgaver. Du er fleksibel og trives med rutinearbejde. Jobbet kræver et godt overblik, gode kommunikationsevner og et godt humør.

Vi tilbyder
En mulighed for at arbejde i en international virksomhed med en unik teknologi og dedikerede kollegaer. En mulighed for at arbejde i et dynamisk arbejdsmiljø med potentiale for at udvikle både dine personlige og faglige kompetencer

Vi indkalder løbende til samtale.
Ansøgningsfrist Fredag den 01. maj 2020