Rekrutteringsfirma

Backend-udvikler med interesse for microservices, DevOps og sikkerhed | KvalitetsIT ApS, Aarhus

Indrykket: 4.7.2020

WolterJohannsen ApS, Århus

Er du en nysgerrig udvikler/arkitekt med ambitioner om at forny din viden gennem nye tekniske udfordringer? Vil du bidrage til at skabe en bedre IT-drift blandt landets store offentlige og private organisationer?
Hos os kommer du ikke til at røre ved brugergrænseflader, men til gengæld kommer du til at arbejde med backend-udvikling, automatisering, infrastruktur og Cloud Native-teknologier. Søger du en arbejdsplads, hvor tid til privatlivet prioriteres lige så højt som softwarekvalitet, er vi et sted for dig.


Innovativt udviklingshus i hjertet af Aarhus

KvalitetsIT er et mindre softwarehus i Aarhus. Vi har gennem de senere år udviklet software, der letter IT-driften ved en række af landets regioner og større organisationer. Vi er i dag et team på 11 erfarne udviklere, der samarbejder tæt om at skabe stabil og driftssikker softwareinfrastruktur.

Vores løsninger bidrager blandt andet til sundhedsvæsenet på nationalt plan, og en del af vores opgaver er baseret på udbud fra både offentlige og private kunder. Vi opbygger platforme til microservices-arkitekturer med fokus på sikkerhed, standardisering, datadeling og på automatisering, tests, integrationer og deployment.

Det er vigtigt for os at være opdaterede på teknologi og nye tendenser i branchen, og har senest deltaget på konferencer som KubeCon og FHIR DevDays. Selvom COVID-19 har sat en stoppet for events og rejser, deltager vi på årets virtuelle Kubecon-konference fra det smukke Mols.

I øjeblikket efterspørges vores software både nationalt og internationalt, og vi har en række nye projekter i pipeline. Som del af den udvikling, søger vi dig til denne nyoprettede stilling, der har mod på at udfordre dig selv i en teknisk krævende rolle i samarbejde med dygtige kolleger.

Backend-udvikling i uformelt arbejdsmiljø

I denne stilling får du del i udviklingsprocessen lige fra den spæde start med drøftelse af behov, specifikationer og dialog med samarbejdspartnerne til den endelige implementering. Du vil få indflydelse på teknologivalg og et nært kollegialt samarbejde, hvor der sparres om den bedst mulige løsning. Vi arbejder agilt, og DevOps-principperne er en del af vores DNA. Vores projekter spænder fra korte udviklingsforløb og teknologiafklaringer til flerårige aftaler med løbende leverancer. I alle vores projekter vil du opleve at gøre brug af dine tekniske færdigheder i praksis og skabe bæredygtige løsninger i dialog med kundens tekniske team.

Grundet kundernes varierende løsninger, vil du arbejde med en række forskellige teknologier og standarder f.eks.:

  • JAVA, Go, .NET
  • Docker, Kubernetes og andre Cloud Native-teknologier
  • Standarder inden for sikkerhed og sundhed
  • Automatisering, continuous integration og deployment m.v.

VI arbejder inhouse på vores projekter, men har du lyst til at tage del i kundedialog og formidling af vores løsning til kundens IT-stab, er der rig mulighed for det.

Din profil – solide tekniske kompetencer og nysgerrighed

Du er udvikler med en bred interesse inden for softwareudvikling, og motiveres af at arbejde med nye teknologier og udviklingsparadigmer. Måske sidder du som DevOps-udvikler i dag eller som Linux-administrator med interesse for development.
Din baggrund er sandsynligvis datalog, softwareingeniør eller lignende, men det er først og fremmest dine kompetencer indenfor softwareudvikling, din evne til at samarbejde og dit drive, der er vigtige.

Som person værdsætter du et uformelt, men seriøst og stabilt arbejdsmiljø. Du er nysgerrig på ny tech og på løbende at udvikle dig selv. Måske motiveres du af kundekommunikation, måske foretrækker du fokus på udvikling - eller en kombination.

Det er centralt, at du trives i et mindre udviklerteam, og kan lide sparring og samarbejde såvel som fordybelse og et fokus på at nå i mål.

KvalitetsIT tilbyder

En central rolle i en mindre virksomhed, hvor dine kompetencer værdsættes og dine resultater er tydelige. Balance i arbejds- og privatliv er en høj prioritet, og du forventes ikke at arbejde mere end 37 timer ugentligt. Vi er for nylig flyttet i nye, store lokaler i Aarhus C.

Løn fastsættes efter dine kvalifikationer og baggrund på et konkurrencedygtigt plan.

Vi samarbejder med rekrutteringsvirksomheden WolterJohannsen. Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte research- og rekrutteringskonsulent Eva Haugaard Pedersen via kontaktinformationerne på siden.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Kontaktoplysninger Få yderligere info og kontakt på WolterJohannsen ApS's hjemmeside: klik her......
WolterJohannsen er oprindeligt stiftet som enkeltmandsvirksomhed i 2008 og i 2018 overgået til selskabsform. Selskabet arbejder hovedsageligt med rekruttering, men tilbyder også andre former for HR-services.

De primære aktiviteter udspringer fra hovedkontoret i Aarhus, hvor vi hovedsageligt servicerer kunder med afdelinger i Jylland. Siden opstarten har vi løst opgaver i en lang række virksomheder og i forskellige brancher. Specialistrekruttering fylder traditionelt meget i vores arbejde, men vi løser opgaver på alle organisatoriske niveauer i hele virksomheden.

Mennesker og processer er forskellige, og derfor er det vigtigt for os, at vores arbejdstilgang er individualiseret, så du mærker en personlig relation og interesse, uanset om du er kunde eller kandidat.