Ejendomsinspektør til ATP Ejendomme

Indrykket: 6.2.2020

Arbejdsmarkedets Tillægspension, København

Vil du stå i spidsen for den daglige drift af en fast portefølje af erhvervsejendomme i indre København, og kan du sikre et højt serviceniveau for vores kunder, der hver dag går på arbejde i ejendommene? Til vores Driftsafdeling søger vi en dygtig og serviceminded ejendomsinspektør, der i tæt samarbejde med kolleger og kunder skal varetage driften af nogle af de mest markante erhvervsejendomme i indre København. Som ejendomsinspektør skaber du rammerne for et stærkt samarbejde mellem ATP Ejendomme, vores kunder og eksterne leverandører. Du kan lide at have en bred kontaktflade, forstår vigtigheden af at kommunikere det rette budskab på det rette tidspunkt, og så er du udpræget serviceminded.

Dine ansvarsområder bliver blandt andet:

  • Kundeservice på vores ejendomme
  • Tilsynsopgaver på tekniske anlæg samt outsourcede FM-opgaver
  • Rekvirering af eksterne samarbejdspartnere til reparation og vedligehold
  • Gennemførelse af lovpligtige eftersyn og afprøvninger samt praktiske forefaldne opgaver
  • Daglig brug af CTS og adgangskontrol
  • Daglige og løbende driftsopgaver samt mindre håndværksmæssige opgaver
  • Driftsrelaterede administrative opgaver

Har du flair for kundeservice?

Vi forestiller os, at du for eksempel har en håndværksmæssig eller mellemteknisk uddannelse, og praktisk erfaring med ejendomsdrift i erhvervsejendomme. Som person er du udadvendt, har en naturlig autoritet og flair for at opbygge relationer. Du har et højt energiniveau, er serviceminded og god til at evaluere og løse de daglige udfordringer, som ejendomsdrift byder på. Du tager dit ansvar seriøst og trives med ”frihed under ansvar”. Stillingen som ejendomsinspektør rummer mange udviklingsmuligheder, hvorfor du løbende vil få mulighed for at tilegne dig nye kompetencer og sætte dem i spil.

Da vi bruger forskellige IT-systemer til at understøtte vores arbejdsprocesser, er det en fordel, hvis du har kendskab til vores opgavestyringssystem DaluxFM, ejendomsadministrationssystemet Unik Bolig samt Officepakken.

Ejendommene er beliggende i indre København, ogl transporten mellem dem foregår på cykel, som du får stillet til rådighed.

Vil du være en del af en organisation i forandring?

ATP Ejendomme er en velkonsolideret organisation med en imponerende ejendomsportefølje i ind- og udland, der omfatter både ældre, æstetiske ejendomme, topmoderne nybyggerier samt spændende udviklingsprojekter. Du bliver en del af vores Property Management afdeling på knap 40 medarbejdere bestående af blandt andet driftsingeniører, bygningskonstruktører og driftskoordinatorer. Vi er i gang med en transformation, hvor mange ting er i spil, derfor skal du synes, at forandring er spændende og kunne lide at bidrage til processen.

Løn fastsættes efter ESL overenskomst med tillæg efter dine kompetencer, og du bliver omfattet af en attraktiv pensionsordning samt sundhedsforsikring.

=dig? Så send en ansøgning

Hvis du synes, at stillingen lyder som noget for dig, så send din ansøgning senest den 28. februar 2020. Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte driftsleder Jakob Kristjánsson på tlf. 21 34 07 86 eller sektionschef Morten Stampe Hønnerup på tlf. 29 12 99 55.
Kontaktoplysninger Klik for yderligere info: Se annoncen hos Arbejdsmarkedets Tillægspension...
Ansøgningsfrist Fredag den 28. februar 2020
ATP er Danmarks største pensions- og sikringsselskab, og spiller en væsentlig rolle i det danske pensionssystem.

ATP forvalter en formue på 785 mia. kr. og er blandt Europas største investorer.

ATP’s primære opgave er at arbejde for økonomisk grundtryghed og bidrage til effektiv velfærd. Det gør vi ved at skabe højst mulige afkast på investeringer til gavn for pensionister, der modtager ATP Livslang Pension.

ATP er meget mere end pension. Vi løser opgaver for næsten alle borgere og virksomheder i Danmark, da vi administrerer en lang række velfærds- og sikringsordninger, som er med til at sikre grundtryghed for de fleste.

Din karriere. Danskernes tryghed.
I ATP kan du investere din karriere i spændende udviklingsprojekter eller i den løbende forbedring af vores drift. Du kan arbejde med ansvarlig investering af en pensionsformue på 785 mia. kr. eller med effektiv administration af velfærds- og sikringsydelser for 250 mia. kr., der skaber tryghed for danskerne.

Uanset, hvor du starter din karriere i ATP, så kan vi garantere dig ca. 3000 kolleger, der er lige så fantastiske og forskellige som det samfund, vi arbejder for. Alle er på forkant med deres felt, har et hjerte, der banker for kunderne samt har udvikling i blodet.

I Danmarks største pensions-, investerings-, og administrationsforretning vil du opleve, hvor vanedannende det er, når ledere og medarbejdere arbejder begejstret sammen om at jagte høje afkast og konstante forbedringer for samfundet.