Projektleder (deltid) til projekt om psykisk sårbare misbrugere i Fredericia

Indrykket: 31.7.2020

Region Syddanmark, Fredericia

Speciale: Psykiatri
Psykiatrisk sygepleje

Psykiatrisk Afdeling Vejle søger en deltidsprojektleder på 20 timer til et tidsafgrænset pilotprojekt, hvor formålet er at forbedre livskvaliteten for psykisk sårbare borgere med et misbrug. Drivkraften i projektet er borgerens selvoplevede behov og ønsker og mål for fremtiden.

Om projektet

Fredericia Kommune og Psykiatrien i Region Syddanmark underskrev i efteråret 2019 en partnerskabsaftale på psykiatriområdet. Den fælles vision i psykiatripartnerskabet er, at flere mennesker med psykisk sygdom bliver udredt, behandlet, helbredt og rehabiliteret. For at blive klogere på, hvordan vi når i mål med visionen, har Designskolen Kolding gennemført en række aktiviteter sammen med borgere og medarbejdere på området. Aktiviteterne har afdækket nogle punkter, hvor den fælles indsats overfor borgerne kan forbedres.

Det er på denne baggrund ideen til pilotprojektet er opstået.

Omdrejningspunktet i pilotprojektet er, at borgere, der har selvoplevede problematikker med misbrug og er psykisk sårbare, nemmere kan få hjælp, at hjælpen er hurtigere, og at hjælpen er mere fleksibelt. Målgruppen for projektet er borgere over 18 år, der oplever, at de ikke får den samtidige hjælp, som de har brug for. Projektet omfatter både psykisk sårbare borgere og borgere med psykiatriske diagnoser,

Borgerne i pilotprojektet tilbydes et forløb, hvor Lokalpsykiatrien Fredericia, Rusmiddelcenter Fredericia og evt. andre relevante aktører, herunder jobcentret sammen med borgeren koordinerer indsatserne med udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker og behov.

Projektet er tidsafgrænset til 19 måneder med opstart 1. september 2020. Projektet er finansieret af midler fra Fredericia Kommune og Region Syddanmark.

Projektlederens opgaver

  • Du får ansvaret for at udvikle projektet og skal sikre, at der er fremdrift. Bla. skal du i et samarbejde med Designskolen Kolding bidrage til udvikling og afprøvning af et dialogværktøj.
  • Som projektleder skal du stå i spidsen for den kulturforandring, vi ønsker at opnå med projektet.
  • Du skal deltage og lede alle møderne i borgerteamet, herunder sikre, at borgerens ønsker og behov bliver omdrejningspunktet
  • Du vil få en administrativ koordinerende funktion, herunder planlægninger af møder. Derfor er det vigtigt, at du også kan lide denne type opgave og er god til at skabe struktur.
  • Du skal løbende indsamle data fra projektet til brug i styregruppen mv.
  • Du vil få ansvaret for at udarbejde den afsluttede evaluering af projektet

Det er en fordel hvis du:

  • Har erfaring med at arbejde med projekter
  • Er struktureret og har et godt overblik
  • Erfaring med mødeledelse, hvor borgeren er en del af mødet
  • Er udadvendt og god til at skabe nye relationer både til fagprofessionelle og borgere
  • Har et kendskab til psykisk sårbare borgere med et misbrug og tilbud til målgruppen i både kommunen og Psykiatrien

Der nedsættes et projektteam bestående af projektlederen og to projektmedarbejdere fra hhv. kommunen og regionen. Desuden tilknyttes en række relevante medarbejdere fra Jobcenter Fredericia mv., som er på såkaldt tilkald, når det er relevant i forhold til den enkelte borger. Det er projektlederens opgave at være tovholder for projektteamet.

Ansættelsesvilkår

Projektlederen ansættes i Lokalpsykiatri Fredericia og du vil få dagligt arbejdssted i Fredericia.

Der er tale om en deltidsprojektlederstilling på 20 timer om ugen med ansættelse 1. september 2020 eller snarest muligt. Projektet løber over 19 måneder fra ansættelsesstart.

Ansættelsen beror på en politisk godkendelse af projektet i Regionsrådet den 24. august 2020.

Flere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte:

Funktionsleder Heidi Jensen, tlf.: 9944 8020

Ledende overlæge Mikkel Rune Vossen Rasmussen

Oversygeplejerske Peter Jezek

Arbejdstid: Dagarbejde
Ansøgningsfrist Lørdag den 15. august 2020
Region Syddanmarks hovedopgave er sundhedsvæsenet. Regionen har desuden et overordnet ansvar for den regionale udvikling og driver en række højt specialiserede sociale tilbud.
Region Syddanmark er politisk styret af regionsrådet. Koncerndirektionen varetager den administrative og strategiske ledelse i Region Syddanmark. Regionens kerneopgaver løses i driftsorganisationen og stabsorgansiationen understøtter driften i en række centrale, administrative funktioner.