Frivillig koordinator til økonomi- og gældsrådgivning

Indrykket: 14.10.2020

Forbrugerrådet Tænk, Hele Danmark

Har du lyst til at gøre en forskel for udsatte borgere med gældsproblemer – så bliv en del af Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning som frivillig

Økonomisk mistrivsel og gældsproblemer fylder rigtig meget i hverdagen for udsatte borgere, som har mistet overblikket over deres økonomi. Sammen med andre kompetente og engagerede frivillige har du mulighed for at være med til at hjælpe de udsatte borgere tilbage på rette kurs.

Forbrugerrådet Tænk søger løbende nye frivillige med økonomisk, juridisk, socialfaglig eller administrativ baggrund til at blive en del af vores økonomi- og gældsrådgivning for socialt udsatte. Vi har brug for frivillige koordinatorer til vores 7 rådgivningscentre i København, Odense, Esbjerg, Aalborg, Nykøbing Falster, Ringsted og Kolding.

Arbejdsopgaver

• du gennemgår borgernes ansøgninger og booker dem ind til rådgivning

• du modtager telefonkald og besvarer mails fra borgerne

• du har det overordnede overblik over rådgivningscenterets bookinger og koordinerer løbende med de frivillige gældsrådgivere

• du modtager borgerne i receptionen

• du sørger for praktiske ting, såsom printer, scanner og kontorartikler

Vi forventer, at du

• kan afsætte fire timer ugentligt og gerne forpligtige dig for mindst ét år

• ønsker at gøre brug af dine kompetencer til at gøre en betydelig og positiv forskel for andre

• har en finansiel, juridisk, socialfaglig eller administrativ baggrund eller er studerende på den sidste del af dit studie

• har tålmodighed, menneskelig indsigt og gode kommunikative evner, da du vil have med mennesker at gøre, som også har andre udfordringer end blot økonomiske problemer

• har IT-kendskab på brugerniveau

Vi kan tilbyde

• grundig introduktion og løbende opkvalificering samt mulighed for sparring med faglig medarbejder

• mulighed for at bruge din udannelse og erfaring til at hjælpe andre, som står i en svær situation

• et socialt og fagligt netværk: Du lærer en masse nye mennesker at kende og får udvidet dit netværk, samtidig med at du udvikler dine personlige kompetencer

Lidt om Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning

Forbrugerrådet Tænk har siden 2010 drevet en frivillig økonomi- og gældsrådgivning, som tilbyder fortrolig, uvildig og gratis gældsrådgivning til socialt udsatte borgere med lav indkomst, lavt rådighedsbeløb og stor gæld. Formålet er at afhjælpe gældsproblemer og hjælpe med at få styr på privatøkonomien.

I alt er over 120 frivillige rådgivere med enten økonomisk, juridisk eller socialfaglig baggrund engageret i et af vores syv rådgivningscentre. Siden økonomi- og gældsrådgivningen åbnede i februar 2010 til slutningen af 2018 har mere end 17.000 borgere fået rådgivning.

Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning er finansieret af Socialministeriet gennem satspuljemidler, hvor den nuværende pulje løber fra 2018-2020.

Læs mere på www.gæld.tænk.dk

Vi glæder os til at høre fra dig

Vi gennemgår løbende ansøgningerne, og kontakter dig hurtigst muligt.

Kontaktoplysninger Få yderligere info og kontakt på Forbrugerrådet Tænk's hjemmeside: klik her......
Forbrugerrådet Tænk er en medlemsorganisation.
Vi arbejder for et Danmark, hvor det er let at være forbruger.