Socialstyrelsen søger leder til Center for Handicap og Psykisk Sårbarhed – Team psykisk...

Indrykket: 10.9.2019

Socialstyrelsen, Odense

Vil du være med til at stå i spidsen for udvikling af indsatsen for mennesker med psykiske vanskeligheder, og har du som os store ambitioner for udviklingen af området? Har du viden om socialområdet, erfaring med at lede fagligt stærke og engagerede medarbejdere og kan du motivere og skabe arbejdsglæde? Så kan du måske blive vores nye leder af Team psykisk sårbarhed.

Om Center for Handicap og Psykisk Sårbarhed
Center for Handicap og Psykisk Sårbarhed har ansvaret for det samlede handicap- og socialpsykiatriområde i Socialstyrelsen. Centerets opgave er at bidrage til de politiske beslutningsprocesser samt at understøtte implementeringen af politiske beslutninger - med afsæt i viden fra forskning såvel som fra praksis. Vi gennemfører en lang række projekter, der understøtter regionernes, kommunernes og de sociale tilbuds anvendelse af den aktuelt bedste viden på området, ligesom vi tilbyder rådgivning om, hvordan denne viden bedst implementeres og forankres. Udover landets regioner, kommuner og sociale tilbud, arbejder vi sammen med andre ressortområder, herunder særligt sundhedsområdet og beskæftigelsesområdet, samt med centrale forskere og interessenter på området.

Vi søger en leder til den del af centeret, der har fokus på socialpsykiatriområdet – Team psykisk sårbarhed.

Om Team psykisk sårbarhed
Team psykisk sårbarhed arbejder for at understøtte det recovery-orienterede og rehabiliterende arbejde på socialpsykiatriområdet med fokus på forebyggelse, helhed og sammenhæng i borgerens forløb og på at understøtte borgerens trivsel og udvikling hen imod et aktivt liv med uddannelse og beskæftigelse. Teamet har aktuelt projekter om voldsforebyggelse, udvikling og udbredelse af dokumenterede socialfaglige metoder og indsatser som Åben dialog, Social færdighedstræning og Critical Time Intervention samt med indsamling og formidling af viden om forskellige målgrupper og temaer. Teamet er desuden i gang med at udmønte et stort strategisk initiativ, som skal give socialpsykiatrien et samlet kvalitets- og kompetenceløft. Dette skal blandt andet ske ved et strategisk partnerskab med nogle af landets fremmeste kommuner på området, kompetenceudvikling af ledere og medarbejdere i psykiatrien samt ved at samle og formidle den eksisterende viden om, hvad der er kvalitet i indsatsen på de store ydelsesområder. Teamet tæller 20 medarbejdere og studentermedhjælpere.

Dine opgaver
Dine opgaver vil være at:

  • varetage personaleledelsen af et team af dygtige, engagerede og dedikerede medarbejdere
  • varetage det daglige projekt- og økonomiansvar for teamets opgaver
  • samarbejde tæt med andre centre og kontorer i Socialstyrelsen
  • samarbejde med Social- og Indenrigsministeriets departement og øvrige eksterne samarbejdspartnere
  • indgå i kontorets ledelsesteam og medvirke til kontorets, centerets og Socialstyrelsens udvikling.

Din profil
Vi forventer, at du som leder tegner Socialstyrelsen i forhold til dit område og går forrest i udviklingen af området. Desuden lægger vi vægt på, at du:

  • har en uddannelse på kandidatniveau eller tilsvarende
  • har god indsigt i socialområdet, og meget gerne socialpsykiatriområdet
  • har forståelse for de kommunale rammevilkår
  • er vant til at arbejde udviklingsorienteret og med afsæt i forskningsbaseret viden
  • har personlig gennemslagskraft og formidler mundtligt og skriftligt klart og præcist med
  • overbevisning og troværdighed
  • er inddragende, motiverende og anerkendende, og kan skabe arbejdsglæde og trivsel
  • lægger vægt på samarbejde, og stimulerer nytænkning og ambitiøse opgaveløsninger
  • kan sætte en tydelig retning for den strategiske udvikling på området
  • har erfaring fra en politisk ledet organisation og politisk tæft.

Løn og ansættelsesvilkår
Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse den 1. december 2019. Der er tale om en fast stilling. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst mellem Finansministeriet og den relevante organisation.
Stillingens ansættelsesområde er Social- og indenrigsministeriet med tilhørende institutioner. Arbejdssted er Socialstyrelsen i Odense, Edisonsvej 1, 5000 Odense C.

Ansøgningsfrist og afholdelse af samtaler
Send din ansøgning, CV og eksamenspapirer elektronisk via stillingsopslaget på vores hjemmeside www.Socialstyrelsen.dk. Der er ansøgningsfrist onsdag den 2. oktober 2019.

Vi forventer at holde 1. runde samtaler onsdag den 9. oktober 2019 og 2. runde samtaler tirsdag den 22. oktober 2019. Ansøgere, der inviteres til samtale, vil blive indkaldt i løbet af fredag den 4. oktober 2019. Der kan blive anvendt en case ved anden samtalerunde.

Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du kontakte kontorchef Elisabeth Marian Thomassen på [email protected] eller på telefon 25 57 64 82.
Kontaktoplysninger Klik for yderligere info: Se annoncen hos Socialstyrelsen...
Ansøgningsfrist Onsdag den 02. oktober 2019
Socialstyrelsen er en styrelse under Social- og Indenrigsministeriet (Socialministeriet), der fungerer som udviklings- og rådgivningsvirksomhed inden for det sociale område. Styrelsen har hovedsæde i Odense, men har også afdelinger i København, Aarhus, Esbjerg og Aalborg. Socialstyrelsen arbejder inden for områderne, handicap, udsatte voksne og børn & unge. Inden for alle de fire fagområder arbejder Socialstyrelsen med at udvikle nye metoder i arbejdet med socialområdet, opsamle og formidle viden f.eks. til personale i kommuner, til brugere, og organisationer. Det sker blandt andet ved at uddanne personale, udbyde projekter gennem puljemidler, og ved at samarbejde med aktører på de fire fagområdet.