Vil du være med til at føre et af Danmarks største integrerede børne- og ungehospitaler ind i fremtiden?

Indrykket: 10.9.2020

Region Syddanmark, Odense


Visionær oversygeplejerske til H.C. Andersen Børne- og Ungehospital, Odense Universitetshospital

Vi søger nu en ny dygtig leder, som formår at videreudvikle OUHs ambition om at sætte patienten først. Som oversygeplejerske på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital kommer du sammen med den ledende overlæge til at stå i spidsen for strategisk og faglig udvikling og daglig drift af en stor afdeling, hvor børne- og ungemiljø er i fokus.

Den komplekse ledelsesopgave

Arbejdet frem mod det nye OUH er godt i gang og forberedelse af flytningen i 2023 vil blive et meget væsentligt arbejdsområde for oversygeplejersken og resten af organisationen i de kommende år.

Du vil få brug for hele paletten af ledelseskompetencer! Både hvad angår arbejdet med strategisk udvikling på OUH og på landsplan og i forhold til at være på forkant med driften og gå forrest i kulturarbejde på mange planer.

H.C. Andersen Børne- og Ungehospital er en stor og kompleks afdeling, hvor der er behov for, at man som topleder kan udvikle inden for højt specialiserede områder og samtidig har øje for bredden. Fagligt spænder vi fra hyperakutte og intensive til lange kroniske forløb og fra højt specialiserede til alment pædiatriske forløb. Disse forskellige spænd og deres medfølgende muligheder og udfordringer skal du som oversygeplejerske hos os kende, rumme og ikke mindst trives med.

Du får reference direkte til OUH’s direktion og bliver en del af hospitalets afdelingsledelseskreds. Læs mere om stillingen, det nye OUH og OUH's værdi- og ledelsesgrundlag i den uddybende stillingsbeskrivelser her.

Din baggrund

Vi søger en oversygeplejerske, der har solid erfaring som leder gerne fra en tilsvarende stor, politisk ledet organisation. Du har en udtalt interesse for at arbejde med børn, unge og familier kombineret med klinisk erfaring og forståelse for hverdagen set fra både patientens og medarbejderens vinkel. Lederuddannelse på master- eller kandidatniveau er en fordel, men ikke et krav.

Du evner at skabe relationer og kommunikere med personale, patienter og samarbejdspartnere.

Herudover er det vigtigt, at du forstår de aktuelle, overordnede, sundhedspolitiske prioriteringer, fx arbejdet med inddragelse af patienter og pårørende, patientsikkerhed, forløbsansvarlig læge og kvalitetsdagsordenen. I forhold til kvalitetsudvikling bruger vi Lean-redskaberne i den Syddanske Forbedringsmodel, som du vil skulle lære at kende, hvis du ikke gør det i forvejen.

Du skal ligeledes have erfaring i at lede gennem andre - du får syv afdelingssygeplejersker i reference. Økonomiforståelse og erfaring med at have budgetansvar er også et must.

Hvad får du i stillingen?

Sammen med den ledende overlæge får du det overordnede ledelsesansvar for H.C. Andersen Børne- og Ungehospital og det bedste og mest udfordrende job, du kan forstille dig som oversygeplejerske.

Du bliver leder for et dedikeret personale, der har valgt at arbejde med børn, unge og deres familier, og som sammen med dig har som mål at hjælpe dem, der har brug for os. Du får lov at stå i spidsen for den sygeplejefaglige udvikling både i dybden og i bredden. De børn og unge, vi arbejder med, kan fejle alt fra det mest specielle syndrom, til helt almindelige feberkramper, og det skal pleje og behandling naturligvis afspejle. De højt specialiserede funktioner og de hyppige sygdomme skal behandles med samme høje faglighed, og du kommer til at være med til at sikre, at det hele går op i en højere enhed på et samlet H.C. Andersen Børne- og Ungehospital.

Sammen med den ledende overlæge, forskningslederen og afdelingens professorer, hvoraf en har sygeplejefaglig baggrund, får du ansvar for afdelingens forskningsmæssige profil og udvikling.

Sidst men ikke mindst får du mulighed for at arbejde med lederudvikling og videreudvikling af afdelingens kultur, som både er børne-, unge- og familievenlig og afspejler professionel faglighed.

Løn og ansættelsesvilkår

Løn og ansættelsesvilkår forhandles efter overenskomst mellem Danske Regioner og Lederforeningen i DSR.

Ansøgningsfrist, samtaler og tiltrædelse

Ansøgningsfrist er den 1. oktober 2020, og vi forventer at afholde samtaler henholdsvis den 19. oktober og evt. 2. samtale den 26. oktober. Tiltrædelse er den 1. december 2020.

Ansøger skal være forberedt på evt. at gennemføre en personlighedstest. Og efter aftale med ansøgeren vil vi indhente referencer.

Søg stillingen

Hvis du synes, at det hele lyder spændende og udfordrende og har de nødvendige personlige og faglige forudsætninger, er du måske vores nye oversygeplejerske.

Du er velkommen til at kontakte os og høre mere om stillingen:

  • Ledende overlæge Marianne Skytte Jakobsen, mobil: 23 31 08 66, mail: [email protected]
  • Sygeplejefaglig direktør Mathilde Schmidt-Petersen, mobil 22 88 54 98, mail: [email protected]

Læs om H. C. Andersen Børne- og Ungehospital her


Arbejdstid: 37
Ansøgningsfrist Torsdag den 01. oktober 2020
Region Syddanmarks hovedopgave er sundhedsvæsenet. Regionen har desuden et overordnet ansvar for den regionale udvikling og driver en række højt specialiserede sociale tilbud.
Region Syddanmark er politisk styret af regionsrådet. Koncerndirektionen varetager den administrative og strategiske ledelse i Region Syddanmark. Regionens kerneopgaver løses i driftsorganisationen og stabsorgansiationen understøtter driften i en række centrale, administrative funktioner.