To socialpædagoger til Botilbuddet Strandlodsvej

Indrykket: 6.9.2019

København NV

Har du interesse i at arbejde med unge mennesker med primært autisme, som netop er flyttet hjemmefra og skal lære at klare sig selv, og har du lyst til at blive del af et team, der arbejder sammen om at højne trivslen hos tilbuddets borgere? Så er det dig, som vi søger!

Strandlodsvej søger to engagerede og kompetente kolleger til opstart den 1. oktober 2019 eller snarest muligt herefter.

Om Strandlodsvej og vores arbejde
Stillingerne er tilknyttet vores afdeling på 3. sal, hvor der bor ni unge borgere med udviklingshæmning, som i nogle tilfælde er ledsaget af autismespektrumforstyrrelse og/eller andre udviklingsforstyrrelser eller psykiatriske diagnoser. Disse borgere er visiteret efter Servicelovens §105, og har forskelligt støttebehov.

Kendetegnet for alle er dog, at de har behov for tryghed igennem struktur og for støtte i dagligdagen. Vores vigtigste opgave er derfor at støtte og vejlede borgerne igennem individuelle indsatser, som er tilrettelagt i samarbejde med borgeren med henblik på øget selvstændiggørelse.

Vi arbejder i teams omkring de enkelte borgere, hvor alle i teamet forventes at bidrage med deres faglighed og kompetencer. Teamet står for den daglige borgerkontakt, samarbejde med sagsbehandler, planlægning af aktiviteter samt støtte eller hjælp til personlig pleje til borgere, som har behov for dette. Det er også teamets ansvar at udarbejde pædagogiske og sundhedsfaglige handleplaner og sikre, at det faglige arbejde dokumenteres systematisk i vores dokumentationssystem CSC Social. Der vil også være en del praktiske opgaver som eks. madlavning, tøjvask m.m.

Vi har stor bredde i vores tilbud, og medarbejderne vil derfor generelt opleve at blive udfordret af mange varierede og alsidige opgaver i løbet af en arbejdsdag.

Organisatorisk er Strandlodsvej den 1. juni 2019 blevet sammenlagt med botilbuddet Pallesvej. Dette betyder, at du har mulighed for at være med i en spændende udvikling, som du har mulighed for at præge, og hvor der vil være en høj grad af vidensudveksling mellem de to tilbud.

Du kan læse mere om Pallesvej og Strandlodsvej på www.centercampo.kk.dk.

Faglige kompetencer

  • Du er etisk velovervejet og velfunderet
  • Du har forståelse for, at planlægning, udførelse, dokumentation og evaluering er lige vigtige elementer i den socialpædagogiske praksis
  • Du kan indgå i et team med mange forskellige kompetencer og formår at sætte dig selv i spil
  • Du kan arbejde selvstændigt og kan bevare overblikket i pressede situationer
  • Du er ikke bange for at tage ansvar og bidrager både fagligt og personligt til det gode kollegaskab
  • Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har erfaring med lignende arbejde og målgruppe

Vi kan tilbyde

  • en god og velfungerende arbejdsplads med gode kolleger med et højt fagligt niveau
  • faglig sparring med både ledelse og centerkonsulenter, hvor vi blandt andet tager udgangspunkt i neuropædagogik og lowarousal
  • neuropædagogisk efteruddannelse
  • en arbejdsplads, som hele tiden udvikler sig, og hvor medarbejderne tør kigge på sig selv og egen praksis

Det praktiske
Stillingerne er på 37 timer om ugen med blandede dag- og aftenvagter samt med arbejde hver anden weekend.

Løn- og ansættelsesforhold er efter gældende overenskomst og principperne i Ny Løn.

Mere information
Hvis du ønsker mere information om stillingerne, kan du kontakte afdelingsleder Malene Thomasen på 2184 8283 eller afdelingsleder Frederik Milbo på 2135 8955.

Vi glæder os meget til at høre fra dig.

Søg via nedenstående link senest søndag den 22. september 2019
Ansættelsessamtaler afholdes den 26. september 2019.

Kilde: Jobnet.dk

Når du klikker dig videre, kommer du til en ny side med langt mere info om jobbet og med direkte kontaktinfo til jobudbyderen
Ansøgningsfrist Søndag den 22. september 2019