Hvad er job med løntilskud?

25. juli 2019 | Skrevet af: Redaktionen

Mange virksomheder er måske ikke klar over hvor meget de kan hjælpe folk ind på arbejdsmarkedet og hvor lidt der egentlig skal til. Nogle virksomheder ved ikke hvad job med løntilskud er, hvilket er en skam, da det kan gøre en stor forskel for mange mennesker.

Job med løntilskud er et tilbud for ledige med ret til at blive aktiveret. Formålet med ordningen er at give den ledige kompetencer, erfaringer og nye kontakter. På den måde får man et bedre udgangspunkt for at søge job. Hvis man ansættes med løntilskud på en privat arbejdsplads, er man ansat på samme vilkår som andre med almindelig overenskomstmæssig løn, pension, arbejdstid osv. Til gengæld får arbejdsgiveren et løntilskud for hver time den ansatte arbejder. I 2019 er løntilskuddet på 79,68 kr. pr. time. 

Hvis arbejdspladsen er offentlig gælder der dog andre regler. Man får en fast timeløn på 127,90 kr. pr. time og man får derudover udbetalt løn som svarer til ens ydelse som ledig. Man får fuld pension som havde man været almindeligt ansat. 

Det er dog ikke alle der kan blive ansat med løntilskud. Generelt gælder det, at man skal have været ledig i mindst 6 måneder. Hvis man er over 50 år eller er enlig forsørger er der dog mulighed for at det kan ske tidligere. 

Der er nogle regler som virksomheden skal overholde. Har man en person ansat med løntilskud, må denne person ikke erstatte en almindeligt ansat medarbejder. Derudover skal virksomheden sørge for, at der er et rimeligt forhold mellem antallet af almindeligt ansatte og ansatte med løntilskud. Virksomheden må altså ikke bare udelukkende ansætte folk og få løntilskud, fordi det er billigere arbejdskraft.