Bliv en del af vores succes
Som vores nye kollega vil du blive en del af vores afdeling for Foreninger. Vores kunder er fx andelsboligforeninger, ejerlejlighedsforeninger, grundejerforeninger og gårdlaug. Vi søger lige nu en erfaren controller/regnskabsmedarbejder der vil indgå i vores regnskabsafdeling der tæller 15 dygtige og engagerede kollegaer.
Vi er en moderne og innovativ aktør der blandt andet er specialiseret i administration af ejer- og andelsboligforeninger. Vi lægger stor vægt på en fremadskuende og udviklingsorienteret rådgivning af vores kunder.
” Vores medarbejdere fortæller os, at de værdsætter de fantastiske relationer de har til hinanden og det gode arbejdsmiljø. Hos
[xxxxx] er der en høj grad af tillid og støtte blandt kollegaer, og det giver et helt unik sammenhold” udtaler Teamchef Anette Langetoft.
Som vores nye kollega vil du fx skulle bruge din tid på at:
- fremsende materiale og være i dialog med revisor i forbindelse med regnskabsafslutning
- bogføre fakturaer i workflowsystem
- gennemføre kreditorbetalinger
- afstemme konti
- håndtere og udarbejde varme-, vand- og driftsregnskaber
- behandle løn til viceværter
- beregne og opstille moms-/splitmoms regnskaber mv.
- løse diverse ad- hoc opgaver i relation til bogføringen
Den daglige kontakt til kunden håndteres i vores administrationsgruppe. Overdragelse af andele håndteres af vores handelsteam, og vores rådgivningsteam assisterer med byggesagsadministration og finansiel rådgivning, så du skal bruge din tid på de regnskabsmæssige opgaver.
Har du erfaring med regnskabsopgaver omkring foreningsejendomme og ønsker at være en del af et unikt fællesskab? Vi forventer, at du:
- har nogle års erfaring fra en lignende stilling i branchen, hvor du har været ansvarlig for håndtering af din egen portefølje af foreninger.
- har styr på debet og kredit, og leverer et kvalitetssikret og korrekt stykke arbejde til tiden – hver gang
- er selvkørende og trives i en rolle, hvor du har ansvar for dine egne opgaver, samtidig med at du gerne hjælper til og sparrer med dine kolleger
- kan lide at bruge digitale løsninger
- har kendskab til UnikBolig4 – ellers lærer vi dig det
- er vant til arbejde i Excel.
Vi kan tilpasse din portefølje efter ønsker og faglige styrker, så søg gerne uanset om du blot har erfaring med ejerforeninger eller andelsboligforeninger.
Vi ser gerne, at vi gør tingene smartere og oplever du mulighed for udvikling og effektivisering af processer omkring dine arbejdsopgaver, eller i forretningen generelt, så er vi altid positive overfor at udvikle og forbedre vores forretning og produkter.
Hos os bliver du en del af noget mere end bare en arbejdsplads.
På vores kontor centralt i Valby bliver du mødt af en kultur, der er præget af samarbejde og sparring. Du vil få et tæt samarbejde og sparringsfællesskab på tværs af hele organisationen.
Hos os hylder vi frihed under ansvar, vi er rigtig gode til at kombinere vores gode kultur med en hybrid arbejdsform, der giver mulighed for ind i mellem at arbejde hjemmefra – og vi har selvfølgelig fleksible arbejdsforhold. Vi tror på, at så længe du løser dine opgaver og planlægger med hensynstagen til dine kunder og kolleger – så har vi tillid til, at du løser dine opgaver retmæssigt.
Vi er en værdibaseret organisation, og vores medarbejdere er vores vigtigste aktiv. Vi afholder derfor månedlige 1:1 samtaler for at sikre trivsel og arbejdsglæde, ligesom vi har fokus på både faglig og personlig udvikling af vores medarbejdere.
Vi er store nok til at have hele paletten af ydelser, men små nok til at tilbyde en personlig relation. Udover at det gør os til en attraktiv samarbejdspartner for vores kunder, gør det os også til en attraktiv arbejdsplads. Fællesskabet og de sociale relationer er en stor del af vores kultur, som både går på tværs af teams og afdelinger.
Som en del af ansættelsesforholdet har vi pensions- og sundhedsordning samt frokostordning. Løn gives efter kvalifikationer. Arbejdstiden er en fuldtidsstilling på 37,5 timer inkl. frokost.
Klar til et job, du kan være stolt af?
Lyder ovenstående som noget for dig, så send os dit CV via nedenstående link. Du er også velkommen til at vedhæfte en motiveret ansøgning, men det er ikke et krav. Vi ønsker stillingen besat snarest muligt og indkalder løbende til samtaler, men venter gerne på den rette person.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Regnskabschef Anette Langetoft på mobil
[xxxxx]eller på mail ala@
[xxxxx].dk.
Alle henvendelser vil naturligvis blive behandlet i fortrolighed.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Om [xxxxx] [xxxxx] A/S er en full-service ejendomsforvalter med mere end 200 medarbejdere specialiseret i udlejnings- og investeringsejendomme samt ejer- og andelsboligforeninger. Vi er teknologiske ledere og samarbejder tæt med kunderne for at imødekomme deres specifikke behov.
[xxxxx] administrerer over 700 bolig- og erhvervsejendomme med over 30.000 enheder samt over 100 selskaber. Læs mere om
[xxxxx] her
Denne rekrutteringsproces håndteres internt og på nuværende tidspunkt har vi ikke behov for hjælp fra bureauer. Vi beder derfor venligst om, at rekrutteringsbureauer afholder sig fra at kontakte os vedrørende denne stilling.