Er du stærkstrømsingeniør, eller har du en tilsvarende teknisk/naturvidenskabelig grad med interesse for det nettekniske område? Brænder du for den grønne omstilling, og vil du være med til at fremme elektrificering og grøn omstilling internationalt og i Danmark? Så er du måske vores nye kollega!
Hos Green Power Denmark søger vi en ny kollega til arbejdet med internationale og danske opgaver inden for teknisk rådgivning. Stillingen kræver en solid viden om elnettet og elsystemets opbygning, herunder gerne indgående erfaring med netteknisk modellering og scenarier eller alternativt erfaring fra et andet teknisk område som komponenter/asset management i elnettet.
Vi søger en kollega, der brænder for fagligt solide analyser og vedligeholdelse af modeller, værktøjer m.v. Du har samtidig et godt overblik over, hvilken rolle netselskaberne og distributionsnettet spiller i den samlede grønne omstilling. Du skal have evnerne og lysten til at bruge denne viden aktivt i både en dansk og international sammenhæng.
Om stillingen
Ansættelsen er i Green Power Denmark - Danmarks grønne erhvervsorganisation. Her bliver du en aktiv del af elektrificeringen og den grønne omstilling. Stillingen er i vores nettekniske afdeling, hvor vores 17 fagligt dygtige og specialiserede medarbejdere – primært ingeniører – arbejder med opgaver for de danske netselskaber.
Du forventes at tage ansvar gennem selvstændige opgaver, men der er også mange gode kollegaer i hele Green Power Denmark, der altid er villige til at sparre om opgaver – ligesom de fleste opgaver løses i teams.
Den rette kandidat er teknisk interesseret og kan indgå med hands-on-arbejde ift. vedligehold af og analyser med Green Power Denmarks netmodeller TEGRA og NETPro. Alternativt har du stærke evner inden for komponenter eller drift af elnettet. Du kan lide skrivebordsarbejde såvel som at holde oplæg og dele din viden i en international sammenhæng. Derfor forventer vi også, at du har tilpas erfaring til, at du efter kort tid i jobbet selvstændigt vil kunne repræsentere Green Power Denmark i både en dansk og international sammenhæng.
Dine arbejdsopgaver vil blandt andet være: - Videreudvikling af et fagligt område inden for netanalyse og/eller asset management: ideelt set kunne det være netmodeller samt scenarier og analyser med brug af disse.
- Udarbejdelse af modeller, analyser, notater og rapporter samt afholdelse af webinarer og temadage i en dansk sammenhæng.
- Opbygge en større grad af internationalt arbejde, hvor både din og dine kollegaers faglighed bringes i spil ift. udvalgte samarbejdslande. En vis rejseaktivitet må forventes, hvilket du skal have lyst til og mulighed for.
- Projektledelse og koordination af international opgaveportefølje, hvor du holder styr på projektporteføljen og ressourcerne hertil.
- Administrativt arbejde ift. at følge op på projekter, afrapportere til Green Power Denmarks udvalg eller andre opdragsgivere; herunder koordination af de internationale opgaver.
- Derudover kan det blive relevant at deltage i arbejdsgrupper med netselskaber og evt. Energinet, herunder opnåelse af resultater med gensidig forståelse ved uenigheder.
- At bistå kollegaer, medlemmer, myndigheder og andre aktører og faggrupper på de områder, du arbejder med.
Dit faste arbejdssted vil være på vores kontor på Langebrogade 3H, 1411 København, hvor størstedelen af arbejdet vil foregå ud fra. Der vil være mulighed for at arbejde hjemmefra, men du skal forvente en arbejdsplads, hvor vi nyder at være sammen med vores kolleger, og vi ser derfor gerne, at du er på kontoret størstedelen af ugen. Dertil vil der være visse eksterne møder og rejseaktiviteter rundt om i Danmark. Og sidst – men ikke mindst – vil der i denne stilling være noget international rejseaktivitet, som dog afhænger af de efterspurgte ydelser i vores partnerlande samt afdelingens samlede kompetencepulje.
Du kan læse mere om vores arbejde her: Netudvikling | Elnet og Anlæg og elsikkerhed | Elnet
Om dig
- Du har en videregående uddannelse i stærkstrømsteknik, elektrisk energiteknologi, elektriske energisystemer eller anden relevant teknisk/naturvidenskabelig disciplin.
- Du har +5 års erhvervserfaring, men ved relevant dansk eller international erfaring kan det være kortere.
- Du er en rutineret projektleder med erfaring fra danske eller internationale projekter.
- Du har ideelt set erfaring med netteknisk modellering, herunder implementering af modeller (vi benytter primært Python, PowerFactory og Microsoft Excel).
- Alternativt har solid erfaringen inden for et andet netteknisk fagområde, fx komponenter og asset management i distributionsnet.
- Du kan lide at vedligeholde din faglige viden, så den er aktuel og kan bruges til at rådgive danske net-selskaber og internationale samarbejdspartnere.
- Du arbejder selvstændigt, tager ansvar for dine opgaver og følger dem til dørs, samtidig med at du også nemt indgår i teams og samarbejder – nogle gange som projektleder, andre gange som almindelig deltager i teamet.
- Du er proaktiv, pligtopfyldende og struktureret. Du kan arbejde med flere sager samtidigt og bevare overblikket over projekter, hvor du er projektleder, mens andre kollegaer bidrager til arbejdet.
- Du trives i en alsidig og omskiftelig hverdag, hvor der til tider er travlt, og hvor prioriteringen af arbejdsopgaver kan skifte fra den ene dag til den anden.
- Du sikrer løbende forventningsafstemning vedrørende ressourcer, tidsplaner og muligheder med kollegaer, der arbejder på dine projekter, ledelsen i afdelingen samt opdragsgivere på projekterne.
- Du behersker dansk og engelsk i både skrift og tale. Pga. stillingens internationale element kan beherskelsen af et tredje hovedsprog være et yderligere aktiv.
Vi forventer, at du har en stærk faglighed og et solidt fundament inden for stærkstrøm eller teknisk faglighed, et godt kendskab til elnettets opbygning og lyst til at understøtte, at teori kan omsættes til praktiske løsninger.
Om os
Green Power Denmark er talerør for den danske energisektor. Vi arbejder sammen med vores ca. 1.300 medlemmer for elektrificeringen af Danmark og den grønne omstilling. Vi er drevet af overbevisningen om, at vedvarende energi er nøglen til vækst, velstand og grundlaget for en højere livskvalitet. Vores dagsorden har høj politisk opmærksomhed og stor betydning.
Vi værner om det gode arbejdsmiljø med faglighed, samarbejde og vidensdeling i højsædet. Samtidig har vi en rummelig og uformel arbejdsplads med plads til kollegial snak og sparring.
Du kan læse mere om os her: Green Power Denmark
Vi tilbyder
- En professionel og engageret arbejdsplads med høj faglighed
- Mulighed for at udvikle og udfordre din eltekniske viden på mange måder
- Tæt samarbejde og sparring med andre ingeniører og faggrupper
- En hverdag med en høj grad af ansvar, hvor du kan udvikle nye kompetencer gennem selvstændige opgaver
- Et uformelt arbejdsmiljø med gode kolleger og fokus på balancen mellem arbejdsliv og privatliv – det giver de bedste resultater og de gladeste medarbejdere
- En arbejdsplads i smukke omgivelser på Christianshavn med god kantineordning, fitnessrum til fri afbenyttelse og en aktiv personaleforening.
Ansøgning
Send din ansøgning, karakterblade og dit CV senest 14. april 2026 gennem ansøgningsmodulet på vores hjemmeside. Vi forventer at afholde første samtaler i uge 17.
Bemærk: Ansøgninger, der ikke er fremsendt gennem ansøgningsmodulet på vores hjemmeside og ikke rummer relevante karakterblade, vil ikke komme i betragtning.
For at højne diversiteten og mindske bias i vores rekrutteringsproces ser vi gerne, at du sender din ansøgning uden billede. Vi opfordrer alle kvalificerede til at ansøge, uanset alder, køn, religion, handicap, seksualitet og etnisk baggrund.
Ved spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte afdelingschef Thomas Capral Henriksen på tlf.
[xxxxx]eller (fra 7. april til 14. april) fagchef for Netanalyser, Peter Kjær Hansen, tlf.
[xxxxx].
Vi ser frem til at høre fra dig!